DK-VAND-certificeringen er dokumentation for, at alle produkter i kontakt med drikkevand er certificeret efter de gældende regler. Det giver tryghed, og den tryghed kommer også producenten til gode.
Et produkt, der har opnået en DK-VAND-certificering, har gennemgået en række migrationsanalyser, og et uvildigt, akkrediteret inspektionsorgan har udført inspektion af produktionen. Alle produkter med en DK-VAND-certificering lever dermed op til de strengeste krav på området. Certificeringen dokumenterer også, at alle produkter, der bruges i en drikkevandsinstallation, er af ensartet kvalitet.
DK-VAND-mærket er det synlige bevis for, at produktet er certificeret iht. DK-VAND’s certificeringsbestemmelser og giver dermed producenten mulighed for at markedsføre sit produkt som et, der lever op til særligt strenge krav til afgivelse af sundhedsskadelige stoffer, smag og lugt.
I udbudsmateriale og lignende kan producenten dermed dokumentere, at produktet er certificeret efter de højeste, lokale krav.
DK-VAND sikrer ensartede krav, dvs. at forsyningerne stiller ensartede krav til produkterne hvilket bevirker, at entreprenører og andre ikke skal sætte sig ind i forskellige krav, og for producenterne, at én toksikologivurdering og ét prøvningsprogram kan dække alle leverancer af det pågældende produkt.
Danmark har noget af verdens reneste drikkevand, som bliver hentet op direkte fra undergrunden. Derfor stiller vi særligt høje krav til de produkter, der bruges i vandforsyningen. Et produkt, der er DK-VAND-certificeret, er prøvet og produceret efter de strengeste krav, der findes.
DK-VAND er en certificeringsordning, der dokumenterer, at de certificerede produkter opfylder de høje danske krav.